Da jeg kommer på arbejde går det op for min teamleder, at den er helt gal, da hun ser mit hævede ansigt og hænder fyldt med eksem. Min teamleder siger, at det vist er godt, at jeg skal til Island og få lidt ro og sove alene på hotelværelse uden børn.

(fortællingen fortsætter under billederne)

Her er mine før & efter billeder af "allergisk" udbrud samt eksem på mine hænder

Min kæreste siger det modsatte. Han synes, at det er en dårlig ide at tage afsted for der vil bare ligge flere opgaver på mit bord, når jeg kommer tilbage. Jeg flejner fuldstændig ud. Jeg råber og skriger af ham, som jeg aldrig har gjort før. Jeg er rasende. Han skal kraftedeme ikke prøve at kontrollere, hvad jeg skal og ikke skal. Jeg er mistroisk og paranoid over for ham. Jeg hører ikke, hvad han reelt siger. Jeg hører kun, at det er til besvær for ham at være alene med børnene, mens jeg er væk - at jeg er til besvær. Jeg kan ikke fortælle ham, hvordan jeg har det indeni. Han prøver, at fortælle mig, at han bare vil hjælpe mig, og om jeg en anden gang ikke vil lade være med at flejne sådan ud foran vores børn. Det har de ikke fortjent.

Er kommet hjem fra Island og jeg har ikke fået det bedre. Mere irriterende er det, at min kæreste havde ret, der ligger nu endnu flere opgaver på mit bord. Jeg er færdig. Jeg kan ikke mere. Min kæreste siger, at jeg skal tage til lægen. Min teamleder siger det samme. Jeg kan ikke ignorere det længere.

For et år siden havde jeg oralt kastet op udover min souschef, fordi der landede endnu en opgave på mit bord, og han spurgte om jeg var okay. Jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde, at jeg var gået i gang med yoga og body scan meditationer, så det skulle nok kunne tage mit stress.

Det kunne dog ikke tage min angst - min angst for at være alvorlig syg. Min krop reagerede, som om jeg var alvorlig fysisk syg. Jeg gik derfor til min egen læge og fik undersøgt om jeg havde brystkræft. Der var ingenting, og hun gik ikke mere i dybden. Hun opfangede ikke mine symptomer, som andet end at jeg var bekymret.

Nu er jeg hos lægen igen. Jeg er helt smadret. Lægen kalder mig ind og det første hun siger til mig er: "Kan du se alle de mennesker ude i venteværelset? Jeg har kun et kvarter til dig". Det er nok det sidste du skal sige til et menneske med stress. Det vælter ud af mig med alle mine fysiske symptomer. Hun ser på mig og siger: "Der er ingen af de symptomer som er en sygdom. Du har stress". Hun spørger ind til mit arbejde og min familie. Jeg fortæller min historie om min dominerende veninde, jeg har kendt siden jeg var 5 år, og som jeg først fik sagt farvel til da jeg var 27 år. Om hendes dysfunktionelle familie. Jeg fortæller om min families livshistorie med skilsmissen, min mors stofskiftesygdom, som gjorde hende ude af stand til at være en mor i mange år, fordi sygdommen satte sig i hendes psyke, om min søsters hashpsykose og meget mere. Lægen kigger på mig og siger: "Du har ikke kun stress. Du har PTSD. Du skal til psykolog."

Hun brugte 45 minutter sammen med mig. Hun kunne godt se, at den var helt gal. Hun anbefalede mig at læse Jon Kabat-Zinn. Hun sagde, at jeg skulle fortsætte med yoga. Endelig en læge, der ikke bare gav mig medicin mod mit eksem. Hun lyttede, og forstod at hun havde overset mit stress forrige år. Jeg blev sygemeldt fra arbejde med det samme. Det var en kæmpe lettelse.

Hvad jeg ikke vidste var, at det ville tage 1 1/2 år at komme op til overfladen - og at jeg resten af mit liv skal leve med en høj bevidsthed for at bryde mine mønstre.